På foreningens generalforsamling d. 24. april 2022 blev Lykke Poulsen valgt som ny formand.

Kære Medlemmer

Jeg vil hermed gerne benytte mig af muligheden til, at takke jer alle, for den tillid i viste mig til Landsmødet i April 2022, hvor i valgte undertegnede som jeres nye formand…

Og hold da helt op nogle store sko, jeg skal prøve at udfylde… og ja ja jeg ved jo godt, at vi Marfan´er i forvejen bruger store sko… så jeg vil gøre alt for, at holde tungen lige i munden, og undgå at falde i skoene.:-)

Mit håb er, at vi i bestyrelsen, og sammen med jer kære medlemmer, kan blive ved med at drive, dyrke og udvikle vores skønne forening sammen.

Det er ingen hemmelighed, at formandsposten ikke er en, der er meget rift om, hvilket egentligt er synd, for som jeg ser og oplever det, vil ingen af os undvære vores forening, fællesskabet, erfaringsudvekslingerne, kort sagt: Vi kan ikke undvære hinanden, og derfor meldte jeg mig som formand, hver for sig kan vi lidt, men sammen kan vi meget, og jeg håber virkelig at vi kan fortsætte, og se fremad, styrke de gode ting vi har i foreningen, søsætte nye ideer, og skabe endnu flere relationer os imellem.

Som ny formand, vil jeg rigtig gerne, at bestyrelsen og jeg, arbejder med en bred flade, altså at vi alle hjælper hinanden, vi skal huske på, at det er frivilligt arbejde, samt at vores helbred, af den ene eller anden grund kan være svingende, og derfor kan det være nødvendigt at kunne stemple ud engang imellem, det håber jeg alle vil have forståelse for, men man vil altid kunne kontakte os, og vi skal nok give jer svar tilbage.

Jeg har med glæde fulgt med på sidelinjen omkring etableringen af nogle interne grupper i foreningen, bla. Vores pårørende, vores unge, vores familier – som jeg ikke håber er gået helt istå, og tænker også at det kunne være godt med lidt fokus på det, at være søskende til en med Marfan, tænker de også godt kunne tænke sig noget socialt sammen, enten alene som pårørende ungt menneske, eller sammen med de skønne unge mennesker, der også ser hinanden til vores Landsmøde… mulighederne er mange, og giv endelig lyd, hvis du sidder med noget, der måske er en super god ide.

Lidt om mig selv:

Jeg hedder som i ved Lykke Poulsen, jeg er 47 år, og fik konstateret Marfan som 16-årig.
Jeg er gift med Preben, og har 2 skønne børn, Alexander på snart 13, og Emilie på 10, ingen af dem har Marfan.
Vi bor på landet lidt udenfor Viborg, i en lille by der hedder Sdr. Rind.
Jeg er førtidspensionist qua mit Marfan. Men før det har jeg arbejdet som Sosu-hjælper, og senere som selvstændig bager.
I 2019 fik jeg foretaget Compositgraft og mekanisk hjerteklap, og er ved at finde mig selv her bagefter.

Jeg vil altid kunne kontaktes af jer, enten på mail: Lykke@marfan.dk , på Facebook, eller på Tlf 23967770, hvis jeg ikke svarer med det samme, vil jeg bestræbe mig på, hurtigst muligt at kontakte jer igen.

Med mange venlige hilsner
Lykke Poulsen